Alaska
Icy Strait Point, Alaska
Alaska har utroligt mange ekstreme oplevelser at byde på, og Icy Strait Point er bestemt ingen undtagelse. I den smukke vildmark kan I kaste jer ud i aktiviteter som ”Off road” cykling, kajakroning, bjergvandring, bjørnesafari eller lystfiskeri til havs, eller hva’ med at tage en rundtur med fly over Glacier Bay National Park & Preserve, et af Nordamerikas vigtigste vildmarksområder.
Tips: Oplev Alaskas historie på Historic Fish House, mens I spiser den mest friske fisk, I kan få.
Juneau, Alaska
Da det store ”Goldrush” tog fart i 1880, blev Juneau forvandlet til en livlig guldgraverby, og i 1900 blev byen Alaskas hovedstad. Se Mendenhall Glacier fra helikopter, eller ta’ på en spændende raftingtur på Mendenhall River. På Red Dog Saloon kan du få en lille smagsprøve af Juneaus pionerånd i form af lokalt brygget øl. Glem ikke at se efter en af Wyatt Earps pistoler blandt de mange genstande, der ligger udstillet bag baren.
Tips: Ta’ en tur med tovbanen og nyd den pragtfulde udsigt 600 meter oppe på Mount Roberts.
Ketchikan, Alaska
Ketchikan er kendt som “den første by” i Alaska, og I vil ikke kunne undgå at lægge mærke til de mange totempæle, der findes her. Totempælene havde mange funktioner for de indfødte, og både legender, familiebegivenheder og historiske hændelser blev afmærket på dem. Ta’ en spadseretur i de restaurerede gader fra ”Goldrush” tiden og se det berømte Dolly’s House. Dolly Arthur udøvede verdens ældste erhverv, og i hendes bevarede hus får man et unikt og fascinerende indblik i datidens hårde liv.
Tips: I har mulighed at blive fløjet helt ud i vildmarken med vandflyver for at opleve ”den ultimative fisketur”; det er ikke for ingenting, at Ketchikan er kendt som “verdens laksehovedstad”!
Prince Rupert, British Columbia
Prince Rupert er en lille by på den nordlige del af British Columbias vestkyst; her er masser at opleve i usædvanligt smukke omgivelser. Byen ligger i det traditionelle Tsimshia First Nations Territory, og er indgangen til den sydøstlige del Alaska. Her får I et godt indblik i den lokale kultur. Cow Bay ligger bare ti minutter fra centrum byen, og her kan I nyde en dejlig spadseretur langs havnen.
Tips: Ta’ en afslappende slentretur i haverne ved Court House.
Sitka, Alaska
Sitka ligger på Baran Island, mellem bjergene og Stillehavet; helt yderst i Alaskas berømte Inside Passage. Byen er en unik blanding af indiansk kultur, russisk historie (fra dengang Alaska var russisk) og pragtfuld vildmark. I bør besøge Sitka National Historical Park, hvor de lokale Tlingit-indianere laver smukt kunsthåndværk.
Tips: Besøg den storslåede russisk-ortodokse St. Michael-katedral og oplev New Archangel Dancers, der viser russisk folkedans med præcision og elegance.
Skagway, Alaska
I Skagway, i den nordlige ende af Sydøst- Alaskas Inside Passage, lever ånden fra ”Goldrush” tiden fortsat i bedste velgående. Her oplever I træfortov, hestevogne, gammeldags “saloons” og smuk natur. Prøv at spadsere på fortovet på Broadway og smut indenfor på det historiske museum ”Trail of ‘98”, hvor I finder en enestående samling af genstande fra guldgraver-epoken i Alaska.
Tips: Sluk tørsten i Red Onion Saloon, en mahognibar fra forrige århundredeskifte.